Styrket konkurrenceevne i økologisk mælkeproduktion
Den økologiske mælkeproduktion står over for store udfordringer. I pressen har der inden for det sidste år været stor fokus på økologiske mælkeproducenter, som har besluttet - eller overvejer - at lægge tilbage til konventionel produktion. De økologiske landmænd nævner, som de væsentligste årsager - faldende markudbytter, stagnerende mælkeydelser og strukturudvikling mod større bedrifter, som forstærkes med mælkekvotens ophør i 2015. Dette betyder, at den økologiske mælkeproduktions konkurrenceevne forringes i forhold til den konventionelle. Nøgletal for 70 økologiske mælkebedrifter i Business Check kvæg 2013 understreger dette, idet der - i modsætning til de konventionelle producenter - som gennemsnit i 2013 ikke er balance i økonomien for de økologske mælkeproducenter. Den gennemsnitlige fremstillingspris er 3,45 kr. pr. kg EKM (EnergiKorrigeretMælk), mens den gennemsnitlige mælkepris er 3,34 kr. pr. kg EKM. Der mangler således 11 ører pr. kg EKM i, at der er balance.
Formålet med projektet er at udvikle og implementere indsatser, som kan sænke fremstillingsprisen på mælken 20-30 ører pr. kg EKM i gennemsnit på de økologiske bedrifter i løbet af de næste par år. Det sker ved at fokusere på forbedringer af markudbytte og foderproduktion samt mælkeydelser, energiudnyttelse og optimal fodring i stalde på 30 - 35 økologiske mælkebedrifter.
Projektets resultater forventes at bidrage til at fastholde og øge interessen / motivationen for økologisk mælkeproduktion i Danmark. Den enkelte økologiske mælkeproducent vil få større viden om muligheder for øget indtjening i økologisk mælkeproduktion, og hvilke konkrete indsatsområder der har størst betydning for en forbedring af produktionsøkonomien. Projektet gennemføres i 2015 og 2016, hvilket gør det muligt at få en mere valid effektvurdering, da indsatsområder i både mark og stald typisk vil kunne måles i det følgende år. Samtidig vil projektet kunne give en indikation af, hvor hurtigt en målerettet indsats forventes at ville kunne give et løft i de økologiske mælkeproducenters indtjening, og hvor meget er der opnået i projektets første år.